Bell 47J Ranger

Udviklingen af Bell-47

 

Bell 47D Sioux og Agusta-Bell 47J Ranger, er begge et produkt af en længerevarende udvikling.

I 1927 begyndte Arthur M. Young opfinderen og udvikleren af Bell 47 helikopteren, at udforske videnskaben om lodret flyvning. Young byggede flere forskellige fjernstyret roterende vinge fly også kaldt helikoptere, for at teste forskellige flyveegenskaber.

I 1930 deltog Young i flere forskellige konferencer om helikoptere, hvor flere pionerer indenfor helikoptere deltog heriblandt Igor Sikorsky. I starten havde Young mange problemer med stabiliteten, men i 1939 udviklede han en stabilisatorstang som øgede maskinens stabilitet i luften. Takket være dette gennembrud fik Young nok kontrol til at manøvrere og flyve sin model inde i sit værksted.

 

Young forsøgte at markedsføre sin opfindelse til flere private flyproducenter, såvel som den amerikanske hær og søværn, men ingen var interesseret.

Først efter at en af Youngs venner, havde været på besøg på Bells flyfabrikker, skete der noget. Her havde vennen fortalt om Youngs opfindelse, til en af Bell-fabrikkens ingeniører. Ingeniøren havde efterfølgende talt med Larry Bell (Lawrence Dale Bell), grundlægger af Bell Aircraft Corporation og et møde blev arrangeret.

 

Den 3. september 1941 demonstrerede Young sin model inde på Bell fabrikken, hvor han fløj den over samlebåndet for Bell P-39 Airacobra. Bell var imponeret og havde visioner om civilt efterkrigsmarked. Bell og Young indgik en aftale, hvori hovedfaktorerne var at Bell fik alle patenter og Young fik midler til at bygge to helikoptere i fuld størrelse og sikre maskinen kunne flyve.

Med godkendelse af Larry Bell, købte Young i juni 1942 et gammelt autoværksted, med plads til værksted og udviklingskontor. Den plads som hans team allerede var blevet tildelt på Bell fabrikken, lå midt i produktionshallen og var simpelthen for lille.

 

Herefter gik det stærkt, d. 18. dec. 1942 stod den første helikopter klar, Model 30 også kaldt Ship 1. Selvom Young ikke var pilot, fik han helikopteren op i et sikkert hover på samme dag.

Udviklingen og fejlfindingen fortsatte på Model 30. Den blev drevet af en 160HK Franklin-motor og havde en rotordiameter på 10 meter.

I slutningen af 1942 havde Ship 1 et mindre havari, hvor den lukkede halebom brækkede af. Halebommen blev udskiftet med et rør-gitter halebom, som man kender på den senere model 47. Udviklingen fortsatte og en ny prototype blev bygget. Ship 2 havde to sæder og en lukket kabine.

 

I håbet om at fremme interessen og begyndende salg af helikopteren, arrangerede Bell en række demonstrationsflyvninger for offentligheden. I maj 1944 demonstrerede Ship 2 sine flyveegenskaber indendørs i Buffalo Armory, New York. Piloten holdte helikopteren i et hover indei midten af hallen.

 

Linket herunder, viser en youtube video med ship 2 i Buffalos Civic Stadium og Buffalo Armory, New York.

 

https://www.youtube.com/watch?v=1bk7CbydaII Se efter 10:36 på videoen.

 

 

D. 4. juli 1944 demonstrerede ”Ship 1” dens egenskaber, inde i Buffalos Civic Stadium foran 42.000 veteraner, produktionsarbejdere og gæster. Til slut i opvisningen blev helikopterens manøvredygtighed fremvist, ved at piloten placerede et af helikopterens hjul i Youngs udstrakte hånd og holdt Ship 1 der i et ubevægeligt hover.

 

En tredje prototype blev bygget. Ship 3. Den var bygget ud fra de erfaringer, Youngs og hans udviklingsteam havde fået gennem testninger af Ship 1 og 2.

Ship 3 var udstyret med tre sæder, et rørstel, motor og kun det fornødne udstyr for at kalde det en helikopter. Selvom at Ship 3 fløj bedre end Ship 2, var Ship 3 skræmmende at flyve. Young beskrev det som "som at sidde i en stol og flyve gennem rummet". Ship 3 gennemgik flere ændringer men den generelle konstruktion forblev hovedsageligt uændret, men der blev tilføjet et boble canopy. Efterfølgende ændrede Ship 3 navn til Model 47 og d. 8. mar. 1946 fik Model 47, verdens første helikoptertypecertificering.

 

Model 47A, var en tosædet helikopter med en lukket flyskrog, fire hjul og en 175HK Franklin O-335-1 motor. Typen blev primær brugt til civil brug, men den Amerikanske Hær og Marine, købte tilsammen 23 til testflyvning.

 

Model 47B-1 havde et lukket skrog, et cockpit der nærmeste lignede en bil og en 178HK Franklin 6V4-178-B3-motor. Modellen var rettet mod det private marked, men den solgte ikke. Heldigvis var der stadig et kommercielt marked og Model 47B blev konverteret til landbrugsbrug. Model 47B-2 og 47B-3 blev lavet med rør-gitter stel og boble canopy. Begge modeller blev bygget til forskellige former for afgrødesprøjtning

 

Model 47D var tosædet og havde et forbedret todelt boble canopy, hvori der var en aftagelig top. Derudover havde den et lukket flyskrog med stofbeklædning og en 178HK Franklin 6V4-178-B32 motor.

 

Model 47D-1 var en version med tre sæder, kraftigere motor, landingsstel (meder), et boble canopy i et stykke og en 200HK Franklin O-335-5 motor.

Den amerikanske hær købte 65 stk. af Model 47D-1, med dobbelte kontroller under betegnelsen H-13B, som senere fik navnet Sioux. Den amerikanske flåde købte 12 som HTL-2. Hæren konverterede 16 af deres H-13B'er til H-13C med luftambulancekonfigurationen med en ekstern båre på hver side af kabinen. Helikoptertypen blev også kendt i TV-serien M.A.S.H. (Mobile Army Surgical Hospital).

Efterfølgende blev flere forbedrede versioner af Model 47D udviklet. Den amerikanske hær, marine og søværn, aftog ikke mindre end 659 helikoptere.

 

Model 47E havde en boble canopy, lukket hale bom og 200HK Franklin 6V4-200-C32 motor. Der blev kun produceret 12 af denne model. 9 til Det Amerikanske Søværn og 3 til Brasilien under MAP (Military Assistance Program).

 

I maj 1953 blev Model 47G introduceret. Modellen var med tre sæder, 200HK Franklin 6V4-200-C32AB-motor, og et modificeret hale og rotorsystem. Model 47G blev løbende forbedret og kom i mange versioner.

 

Den amerikanske hær købte 265 stk. af Model 47G-2 med type navn H-13G (senere OH-13G), hvor hovedændringen var en båre på hver side af mederne. Flåden købte 48 maskiner i samme konfiguration, men med dobbelt betjening til flyvetræning, med type navn "HTL-6" (senere "TH-13M"). Hæren anskaffede derefter 468 H-13H som var en H-13G med en 250HK Avco Lycoming VO-435-23 motor, samt et stærkere understel og meder.

 

Model 47H-1 var en om designet Model 47G, med lukket skrog, et bredere og lydisoleret cockpit og bagagerum. Modellen var tiltænkt som en eksklusiv civil helikopter, men den solgte ikke.

Model 47H-1 førte til udviklingen af Model 47J Ranger, der havde et lukket skrog og samme egenskaber som Model 47G, men havde en 220HK Lycoming VO-435 motor. Den havde plads til fire, med en pilot foran og sæder til tre bagerst. Den militære version af Model 47J (H-13J) fik en 240HK Lycoming VO-435-21 motor.

 

Flere varianter af Model 47J, blev efterfølgende udviklet. Model 47J-2 med en 240HK Lycoming VO-540-B1B motor. Model 47J-2A der blev introduceret i 1964 og var produceret i Italien af Agusta. Model 47J-3 Super Ranger med en Lycoming VO-540 motor på 260 hk. Model 47J-3  havde et modificeret gear som gav en større effekt. Model 47J-3B-1 havde en 270 hk Lycoming TVO-435-B1A og var udstyret med en kompressor. Dette hævede flyvehøjden til 4260 meter og havde forbedret rotorsystem, samt servostyring på pitch-kontrollen.

 

Bell fabrikken i USA stoppede produktionen i 1958 og Kawasaki som licensbyggede Bells Model 47 stoppede i midt 60erne. Den italienske helikopter fabrik Agusta Aviation Company, fortsatte at licensbygge Bells Model 47 frem til 1976.

Det officielle antal bygget model 47 helikoptere, er 5600 stk. inkl. de licensbygget.

 

 

Bell 47J Ranger til Danmark

 

I første halvdel af 1955, nedsatte Flyvevåbnet et udvalg, for at undersøge mulighederne for en SAR helikopter. Behovet for en større og mere moderne helikoptertype end Bell 47D-1, var stort. Derfor underskrev Flyvevåbnet en kontrakt om leveringen af 7 Sikorsky S-55C i april 1956 til levering senere samme år.

 

Da GGU (Grønlands Geologiske Undersøgelser) i sommeren 1956, begyndte opmålingerne af den sydvestlige del af Grønland, forgik transporten udelukkende med GGUs egne både. Bådene kunne kun servicere en lejrer som lå tæt ved kysten. Bådene servicerede kun en lejrer, som lå tæt ved kysten.

Dette gjorde det meget svært for geologerne, at kortlægge flere fjerntliggende områder, langt inde i landet. Lederen af GGU Knud Ellitsgaard-Rasmussen, indså at opmålingen og kortlægningen, kunne udføres langt hurtigere med helikopterstøtte som i 1953 og 54. Da dette ikke var en mulighed, begynde Ellitsgaard at arbejde på at GGU, selv skulle anskaffe helikoptere.

 

Som forarbejdet til anskaffelsen af to helikoptere fortages en rejse til Canada og USA i efteråret 1957, for at drøfte helikopternes anvendelighed under geologisk feltarbejde, samt at studere hvilke helikoptertyper der skulle anskaffes.

I starten havde man ønsket at en skibsbasseret helikopter, men man nåede frem til, at det skulle være landbaserede helikopter, hvorved prisen faldt drastisk. Det skal nævnes at et skib med landingsplatform kostede ca. 800.000 kr. (ca. 11.314.286 kr. i 2020) for leje i 100 dage. Dertil skulle der også købes en helikopter, som kunne operere fra skibet.

 

Med rådgivning fra Flyver kommandoen og en længerevarende undersøgelse, faldt valget på Bell 47J Ranger helikopteren. To Bell 47J helikopteren havde tilsammen kapacitet til at transportere to geologer, samt alt deres udstyr, til en lejr langt inde i landet.

 

 

Typen blev primært fremstillet i Forth Worth, Texas, USA, men blev også licensbygget i Norditalien, hvilket betød en lavere pris end ved køb i USA.

Desuden var udgifterne ved levering markant lavere, da den dyre søfart kunne spares og helikopterne selv kunne flyves fra Italien gennem Europa til Flyvestation Værløse.

 

Da bevillingen var på plads til køb af de to helikoptere, blev en kontrakt med Agusta-Bell underskrevet til levering i maj 1958. Prisen pr. helikopter var 380.000 kr. (cirka 5.374.286 kr. i 2020).

Der blev indledt samarbejde med forsvaret. Piloter skulle lånes fra Flyverkommandoen og Flyvemateriel kommandoen skulle stå for vedligeholdelse. De to helikoptere skulle være en del af ESK 722 på Flyvestation Værløse. Helikopterne fik typenummeret 87 og registreringsnummer 895 og 896

Den første Bell 47J (87-895) ankom d. 12. maj. 1958 til Flyvestation Værløse og blev overdraget til Eskadrille 722 samme dag. Stel 87-896 ankom dagen efter d. 13. maj 1958. Helikopterne blev døbt "Castor" (87-895) og "Pollux" (87-896).

 

Bell 47J Ranger til Grønland.

 

Første GGU-ekspedition til Grønland, påbegyndes kort efter ankomsten af de to helikoptere. Den 22. maj 1958 adskilles begge helikoptere, de pakkes ned og to dage senere afskibes de til Grønland. Efter ankomsten blev helikopterne atter samlet og d. 11. jun. 1958 blev helikopterne prøvefløjet.

Uheldigvis skulle der ikke gå langtid før Bell 47J helikopterne var udsat for et havari. Under flyvning over Kangerdluarssuk Fjord d. 5 aug. 1958, havarerede 895 ”Castor”. Helikopteren blev udsat for kraftig turbulens i kløften som gjorde, at den blev tvunget nedad. Hovedrotoren ramte en klippe, hvorefter den faldt til jorden og brød i brand. De tre ombordværende slap fra havariet med livet i behold. Dog fik den ene passager kraftige forbrændinger, mens den anden passager og piloten pådrog sig lettere kvæstelser.

 

 

GGU fortsatte opmålingerne med kun en helikopter frem til starten af november, hvor den blev adskilt og pakket ned og afskibet mod Danmark. Efter ankomsten til København og en 300 timers tjek, blev 896 ”Pollux” opmagasineret til næste grønlandstur.

 

I september 1958 blev der underskrevet en ny kontrakt om anskaffelsen af en Bell 47J helikopter, for erstatning for 895 efter havariet.

Den nye helikopter ankom d. 20 apr. 1958 til Flyvestation Værløse.  Helikopteren blev indregistreret 87-897 og fik navnet Phoenix.

Kort efter leveringen af 897 Phoenix, blev både 896 og 897 pakket ned og afskibet mod Grønland.

Efterfølgende blev det til syv Geologiske ekspeditioner mellem 1959 til 1966, uden større problemer med helikopterne.

 

Den 11. aug. 1959 måtte 896 nødlande på halvøen Nanortalik, pga. en defekt magnet.

 

Den 28. jul. 1961 havde 896 en hård landing efter at vindretningen ændrende sig 180°. Den 31. juli. 1963 nødlandende 897 nær Dyrmæs på Grønland, efter et motorhavari.

 

Under serviceeftersyn efter ankomsten fra Grønland i oktober 1963 om-registreres 87-896 og 87-897 med Flyvevåbnets typebogstaves betegnelse til T-896 og T-897.

 

Den 2. juli. 1964 nødlandende T-896 efter at motoren var blevet overophedet. Den 15. aug. 1964 tippende T-896 forover under start fra Mellembygden ved Frederikshåb, Grønland.

 

Den 5. apr. 1965 havde T-896 et motorhavari i cirka 30 meters højde over Værløse og var nød til at nødlande.

 

Under en træningsflyvning d. 21 apr. 1966 over Flyvestation Værløse, havarerede T-897. Under flyvningen lød et højt knald, efterfulgt af nogle voldsomme rystelser i helikopteren. T-897 faldt efterfølgende mod jorden med halen først. T-897 ramte jorden og fladt om på siden. Piloten blev reddet fra ulykken.

Efter havariet blev det vurderet at en mulig reparation ville koste 288.000 kr. (cirka 2.800.633 kr. i 2020).

 

I marts 1967 sluttede på æren med de danske Bell 47 helikoptere i Flyvevåbnet. GGU tilbagekaldes T-896 og d. 31. marts 1967 udfases Agusta-Bell 47J fra Flyvevåbnet. I maj 1967 indregistreres T-896 med civil registrering ”OY-HAV” Fremadrettet varetog selv service og flyvningerne med civile piloter.

Gennem de otte år Eskadrille 722 fløj Bell 47J helikopterne for GGU, havde de mere end 3.326 timer i luften. Desværre var statistikken på de 3 stel ikke så god. To totalhavarier og syv mindre. Heldigvis uden fatale udgang.




Liste over danske Bell 47J Ranger og deres status.

DK RegSerie nrLev. datoWFULocationStatus
87-89587-8955/12/19588/5/195887-895 havarerede ved Kangerdluarssuk Fjord på Grønland.Havareret
87-89687-8965/13/19583/31/1967OY-HAV Havarerede på Fiskenæsset på GrønlandHavareret
89-89787-8974/20/19594/21/1966T-897 havarerede på Flyvestation Værløse.Havareret


Tekniske specifikationer:

Bell 47J Ranger
Fabrikant Agusta-Bell
Anvendelse Observation og rekognoscering
Længde 9,88 m
Højde 2,84 m
Spændvidde 11,33 m
Tomvægt 750 kg.
Fuldvægt 1293 kg.
Motor Lycoming VO-435-AID 260 HK.
Motor trykkraft
Max hastighed 169 km/t
March hastighed 135 km/t
Max højde 4750 km
Besætning 1 pilot og 3 passagerer
Bevæbning
Copyright © 2014 www.Stall.Dk. All rights reserved